Behandling af spiseforstyrrelser i X-psyk

v/ kognitiv psykoterapeut Marianne Geisler, Aalborg

Definition på spiseforstyrrelse:

Der findes flere forskellige typer af spiseforstyrrelse – der dog alle er kendetegnet ved en forvrænget  måde at tænke, føle og handle på ift. mad, spisning, krop og vægt – hvad enten personen sulter sig, tvangsspiser eller har ædeflip.

Anoreksi :

- også kaldet nervøs spisevægring – er kendetegnet ved en overdreven optagethed af vægt, mad og udseende. Anoretikeren har en forvrænget opfattelse af sin krop, således at hun opfatter sig som tyk, selvom hun oftest er undervægtig. Derfor dyrker hun overdreven motion og er på strenge slankekure, således at hun opnår ”kontrol” over sin vægt.

Bulimi:

- nervøs overspisning – har ligeledes fokus på spisning, krop og vægt. Når man har bulimi, får man jævnligt en voldsom, uimodståelig trang til at spise. Dette resulterer ofte i overspisning, fordi man ikke kan kontrollere sit madindtag. Bulimikeren er oftest normalvægtig, men har – som anoretikeren – en forvrænget opfattelse af sin egen krop. For at undgå vægtstigning vil hun derfor forsøge at faste, kaste op eller tage vanddrivende eller afførende tabletter.

Binge Eating Disorder (BED):

Nervøs tvangsspisning – er en spiseforstyrrelse, hvor man regelmæssigt overspiser, uden at gøre noget for at regulere vægten. Personer med BED er oftest overvægtige og har ikke en forstyrret kropsopfattelse.

Forekomst og fakta:

Ifølge Sundhedsstyrelsen har forekomsten af spiseforstyrrelser været kraftigt stigende de seneste 30 – 40 år. På baggrund af undersøgelser vurderes det, at ca. 25 % af unge kvinder mellem 16 og 20 år har en adfærd med risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, mens ”kun” 11 % af kvinder mellem 16 og 59 år har en sådan risikoadfærd. Godt 2 % af alle kvinder i Vesten mellem 15 og 45 år har en diagnosticeret spiseforstyrrelse, hvor bulimi og BED forekommer langt hyppigere end anoreksi.
Sammenlignet med deres jævnaldrende er overdødeligheden for unge med anoreksi 7-9 gange højere, hvoraf ca. halvdelen skyldes selvmord. Mellem 90-95 % af de, der lider af en spiseforstyrrelse er kvinder i alderen 16 – 24 år, mens de resterende 5 – 10 % er mænd. Det anslås, at ca. 60 % af alle med en spiseforstyrrelse bliver helt helbredte for lidelsen.

Årsager:

Der er ingen entydig forklaring på, hvorfor man udvikler en spiseforstyrrelse, men både biologiske, arvelige, psykologiske og sociale faktorer synes at have en betydning.
Den kognitive teori siger, at der kan udvikles en spiseforstyrrelse, hvis en person udelukkende definerer og vurderer sig selv (sit selvværd) udfra sin figur og vægt. Personen vil herefter udelukkende stræbe efter at forblive tynd eller opnå yderligere vægttab, hvilket driver personen til at holde en streng diæt. Streng diæt leder til gengæld til psykologisk afsagn og fysisk sult, der kan føre til overspisning.
Det er således de forskellige symptomer på en spiseforstyrrelse (slankekure, overspisning eller selvfremkaldte opkastninger), der gensidigt påvirker hinanden i en ond cirkel, og derved bidrager til at opretholde hinanden.

Bag disse adfærdsmæssige symptomer ved en spiseforstyrrelse ligger der dybe psykologiske årsager, som føles meget smertefulde for den spiseforstyrrede: Lav selvfølelse, tomhed, uro, stress, rastløshed, mindreværd, angst, nedtrykthed, ensomhed, humørsvingninger – symptomer, der ligner dem, der ses ved en depression. Som det gælder ved andre former for misbrug er en spiseforstyrrelse en måde / adfærd, hvorved den spiseforstyrrede forsøger at dulme / kontrollere sine smertefulde følelser.
En person med anoreksi er ofte meget perfektionistisk. Intet kan gøres godt nok og personen føler sig ofte utilstrækkelig. Ved at kunne kontrollere sin vægt gennem kostindtaget vil anoretikeren få en følelse af succes. Ønsket om perfektionisme er ligeledes et karaktertræk hos en person med bulimi. De mange overspisninger opleves som et bevis på manglende kontrol, hvilket giver en følelse af skyld og skam. Bulimikeren forsøger derfor at genoprette kontrollen over sin vægt (og sig selv) ved at kaste op.
Kerneproblemet for en person med spiseforstyrrelse er, at kontrol over spisning og vægt opleves som afgørende for personens værdi som menneske og dermed for personens accept af sig selv. Personen kan ikke føle sig som et unikt og værdifuldt menneske, bare i kraft af den, hun er – men kun i kraft af sine præstationer og et ”perfekt” ydre.
Troen på, at man kan øge sit selvværd gennem kontrol af vægten, fører dog til det direkte modsatte; nemlig følelsen af skyld, skam og værdiløshed.

Kognitiv terapi ved spiseforstyrrelse:

Kognitiv terapi har, gennem talrige forsøg, vist sig at være en fremragende behandlingsmetode for personer med spiseforstyrrelser .
Målet med terapien er at bryde den onde cirkel og derved reducere problemerne. Dette gøres bl.a. ved psykoedukation, hvor klienten undervises i sin lidelse og i den kognitive metode. Herudover er det vigtigt, at det først og fremmest er mennesket bag spiseforstyrrelsen, der fokuseres på, og ikke maden i første omgang. Klienten skal hjælpes til igen at turde mærke sine følelser – de følelser, som spiseforstyrrelsen netop har skullet camuflere. Dette sker bl.a. ved at arbejde med de tanker og følelser, der kan udløse overspisning / diæt, herunder perfektionisme, ”alt-eller-intet” tænkning, svigt og mindreværd. Behandlingen omfatter også klientens tankemæssige forvrængninger ift. spisning, vægt og figur, samt de leveregler, der forhindrer et naturligt spisemønster.
Der arbejdes dernæst med de adfærdsmæssige aspekter, som en person med spiseforstyrrelse har – bl.a. at ændre spiseadfærden ift. overspisning / diæt, således at klienten får et mere regelmæssigt spisemønster. Desuden er indlæring af mere fleksible spisemønstre og mestringsstrategier centrale for at forhindre overspisning / diæt.
Der fokuseres også på at lære mestringsstrategier ift. stress eller negativt humør for at forhindre, at negative begivenheder skal udløse en overspisning / udsultning. Desuden arbejdes der med at styrke personens kropsbillede.
Afslutningsvis arbejdes der med tilbagefaldsforebyggelse, hvor terapeut og klient sammen udvikler og praktiserer strategier for at opretholde fremskridtet og forhindre tilbagefald til overspisning, opkastning eller udsultning.
Når klienten igen kan føle sit eget værd, kan identificere og opfylde sine behov, kan håndtere sine følelser og impulser, kan indgå i sociale sammenhænge – er hun ude af sin spiseforstyrrelse. Man skal forvente ca. 20 ugentlige sessioner, før en spiseforstyrrelse er helbredt.